Om en uges tid skydes påskeløjerne i gang, og mange samles omkring frokostbordet i det ganske land. Nok den mest udprægede danske mad-tradition, frokost ved højtiderne.
I mange år har jeg inviteret vennerne til påskefrokost, og det fungerer på den måde at hver især tager et bidrag med til bordet samt egne drikkevarer. Jeg står så for opdækning, afrydning, det løse, nogle år også en ret, samt kaffen og det søde. I år har jeg inviteret langt flere end vanligt, og har valgt at holde det på min arbejdsplads. Det bliver så ikke den hjemlige charme der danner rammerne for en dag med socialt samvær, men tilgengæld bliver det så dejlig let for mig, da et institutionskøkken er langt lettere at have med at gøre. Og så er ethvert køkken jo større end cucina Nada´s.
Invitationen har jeg sendt elektronisk, og til det formål har jeg brugt Punchbowl, som har en del forskellige designs samt adskellige funktioner. Bla en putlock list hvor værten kan skrive hvilke retter der ønskes at gæsterne medbringer, eller gæsterne selv kan skrive hvad de medbringer. Og det er jo smart, hvis man vil undgå dubletter.
I år har jeg besluttet mig for udelukkende at stå for det søde indslag – udover alt det praktiske, og skal jo derfor ikke tilrettelægge en komplet frokost-servering. MEN hvis jeg skulle, så ville jeg servere en række lune retter og slutte af med lækre oste samt en gammeldags æblekage som min mor altid gjorde det i.
Et sådan frokostbord får du nogle forslag til her:
Stegte sild serveret med rugbrød. Jeg har ikke delt en opskrift på bloggen (endnu), så derfor får du et par links som forslag: klassiske stegte sild i eddike, eller måske deres bud på den lidt frække udgave med appelsin og ingefær? Foodfanatic og Klidmoster har også nogle bud på stegte sild.
Rejer, æg og rogn er et must for mig på et frokostbord, og særligt det i påsken. Køb nogle kvalitets rejer, gode økologiske æg og måske ligefrem stenbiderrogn der netop nu er i sæson. Anret det eks vis på ét stort fad, og kom grønt ved: grønne let dampede asparges, små tomater, dild. Og stil en god mayonnaise på bordet.
Øl-marineret flæsk m.rødbeder og æble-lakrids chutney, måske nok en utraditionel frokostret, men jeg garanterer at den vil glæde gæsterne og pirre smagsløgene. Du kan forberede en del af retten dagen før.
Tærte med en frisk salat til. Faste læsere vil vide, at jeg er ganske så begejstret for tærter, og særligt som et indslag på en buffet, eller som her på et frokostbord. Alt efter hvilken tærte der vælges, kan man matche smagsnuancerne med ingredienserne i salaten. Her et par bud: Grov madtærte med bla persillerod og bacon og dertil en rødbede carpaccio, eller en klassisk Mormorsalat. Eller en kartoffeltærte med tre slags ost serveret med en salat af blandede spæde salater (gerne røde også, da deres bitterhed fremhæver sødmen fra de øvrige ingredienser) , blåskimmelost i “tern”, friske pærer skåret i tynde skiver, friske figner, evt et skiver af ovnbagte sprøde skiver parmaskinke. Salaten skal forkæles med en lækker dressing, eks vis Anne Hjernøes med PX- sherry sirup eller en rørt med balsamico, olie, flagesalt og sherryeddike.
Det sidste bud på tærte og salat kan jo så passende være overgangen til diverse oste. Her vil jeg klart anbefale at man investerer i nogle rigtig lækre af slagsen, og så hellere har et lille udvalg. Gå til din lokale ostemand, eller slå et smut forbi Arla Unika i Torvehallerne, og prøv eks vis deres Lykkebjerg eller Havgus. For mig hører der også et godt stykke blåskimmelost til et ostefad, og til det passer en klat bergamotte,- eller kvædemarmelade rigtig godt til.
Når man er nået til osten, har man sjældent plads til meget mere, og derfor synes jeg knækbrød, eller disse parmesankiks, som er virkelig lette at bage, passer rigtig godt til.
Apropos brød, hvis du orker, eller har mod på det, så er hjemmebagt brød noget nær det lækreste! Gå allerede nu i gang med at lave din egen surdej til rugbrødsbagning, og imponér gæsterne med dit eget hjemmebagte surdejsrugbrød. Måske skal der også et lyst brød til? Her bruger jeg selv oftest metoden med at røre en dej sammen aftenen før, og bager det så i en støbejernsgryde (römertopf, alm gryde mv. kan også bruges), og det kan da ikke være meget lettere? Et godt bud på et brød af den kaliber vil være dette Hvedebrød med lakridsnoter, som nok bare ikke passer helt så godt til rejemaden …
Og så skal der jo øl og snaps til!
Selv er jeg vældig glad for porse snaps, men den kan være noget tung til eks vis fisk. Jeg vil mene at det optimale er at have min. to slags snaps på bordet, sådan at de matcher maden. En klar, ikke så krydret samt en med mere dybde.
Et bud på en snaps til den ølmarinerede flæsk, kunne være denne økologiske brændevin lavet på æbler, den smager virkelig friskt, og man aner tydeligt æblernes sødmen på trods af at det er en brændevin. Et andet bud er denne helt vidunderlige feinschmecker snaps fra Hven, som produceres i et lille antal én gang årligt, og ikke smager ens år for år – jeg fik for nogle år siden et par smagsprøver, og har vitterlig aldrig fået så raffineret en snaps!
På øl fronten ville jeg servere lyse øl til fiske-serveringerne, eks vis en hvedeøl, det kunne være en Freyja wittbier eller en Bavarian Weizen fra Haandbryggeriet. Både flæsk, tærte og ost kan sagtens klare noget mere dybde og spark, og der ville jeg gå med flg udvalg: Pale Ale, ligeledes fra Haandbryggeriet, Belgian Triple fra Mikkeller (hvis du kan få fat i den), og så et par Trappist og Barley Wine – her et par af mine favoritter: Rochefort 10, Achel Dubbel, Barley Wine fra Midtfyns Bryghus.
Til desserten, eller mellem osten og desserten, ville jeg servere en Beer Geek Brunch Weasel fra Mikkeller, en lidt sær øl med meget smag. Eller en Mahleur 12, som er en helt sublim øl oplevelse! Dens noter af både chokolade og rom gør at den næsten udgør en dessert i sig selv.
Endelig sluttes frokosten af med kaffe og lidt sødt til ganen. Det kunne jo være lidt lækre chokolader, som man sjældent går galt med, måske anrettet på et fad med hjemmebagt kransekagekonfekt. Eller som tidligere nævn et gammeldags æblekage, som på en eller anden måde altid er meget populær. Jeg har lidt i tankerne at lave et par lagkager af en slags, da jeg synes det dels er festligt og at desserter med flødeskum på en eller anden måde et lette ovenpå sådan et ædegilde.
Har du mon en idé til en lagkage? Den må gerne være frisk i smagen, og skal ikke være for tung.
Håber du er blevet inspireret til dit eget frokostbord, eller måske til en ret du skal medbringe til et sammenskudsgilde?
God påske!
Billedet i toppen af indlæg er fundet på den meget inspirerende blog Idemakeriet.